Hvis du ikke allerede har styr på affaldssorteringen i din virksomhed, er det ved at være tid til at få det.

Inden udgangen af 2022 skal dansk erhvervsliv nemlig affaldssortere i 10 affaldsfraktioner, som mange allerede kender fra husholdningen.

Årsagen er, at affaldshåndteringen på tværs af landets 98 kommuner nu bliver strømlinet, så målet om en klimaneutral affaldssektor i 2030 kan nås. Det skal ske ved et større fokus på sortering af affald til genbrug, som skal sikre, at mindre mængder ender i forbrænding.

I denne artikel kan du læse mere om regler, affaldsfraktioner, ansvar og dokumentationskrav.

Samme regler for erhvervsdrivende og private

”De fleste ved nok, at man hjemme i husholdningen nu skal affaldssortere i 10 fraktioner. Men det er faktisk ikke anderledes for erhvervsdrivende, da de nyeste regler på området er de samme for virksomheder og private”, siger Kristian Karnov, der er konsulent i Frederikssund Erhverv.

I affaldsbekendtgørelsen fra 2020 beskrives forskellige tiltag, som sidestiller erhvervsdrivende, offentlige institutioner og private boliger. Alle affaldsproducerende virksomheder skal sortere deres husholdningslignende affald efter samme sorteringskriterier som private. Det vil sige, at alle virksomheder skal sortere i minimum 10 affaldsfraktioner, som alle skal have retvisende piktogrammer.

Tidsfristen for at få implementeret alle 10 affaldsfraktioner er 31. december 2022.

Hvilke affaldsfraktioner skal der sorteres i?

Affaldsproducerende virksomheder med husholdningslignende affald skal som nævnt minimum sortere i 10 forskellige affaldsfraktioner.

De 10 fraktioner er:

Plastik
Pap
Papir
Madaffald
Metal
Glas
Farligt affald
Restaffald
Mad-og drikkekarton
Tekstiler

NB: Tekstiler tilføjes først i løbet af 2023. Herefter skal denne fraktion sorteres efter samme kriterier som de øvrige 9.

Hvem står med ansvaret for affaldshåndteringen?

En liberalisering af affaldsområdet i 2010 betød en adskillelse mellem erhvervsaffald og kommunalt affald. Ansvaret for affaldshåndtering af erhvervsaffald tilfalder dermed de erhvervsdrivende selv.

Alle affaldsproducerende virksomheder med husholdningslignende affald er altså forpligtet til at implementere de 10 nye fraktioner og skal selv kontakte en godkendt affaldsaktør.

Ansvaret for at kunne dokumentere, at der er lavet en aftale med en affaldsaktør, som er godkendt i affaldsregisteret, tilfalder den erhvervsdrivende.

Det er også et lovkrav, at alle affaldsproducerende virksomheder skal sikre og dokumentere den reelle genanvendelse af affaldet og affaldsmængden over for de offentlige myndigheder. Dog skal det nævnes, at dokumentationskravene overgår automatisk til affaldsindsamleren, når man indgår en aftale med en sådan.

Hidtil har alle erhvervsvirksomheder med produktionsaffald været forpligtet til at sikre, at affaldet blev sendt til materialenyttiggørelse. Hvad angår husholdningslignende affald, tilfalder ansvaret også de erhvervsdrivende. Hvis affaldsindsamleren er godkendt til at indsamle begge typer affald, må virksomheder gerne nøjes med at have én affaldsindsamler.

I tilfælde af at I ønsker at udskifte affaldsindsamler, så kan alle godkendte indsamlere findes via det nationale affaldsregister.

Vær opmærksom på, at affaldsindsamleren skal være godkendt til at indsamle de pågældende affaldstyper.

Kontakt din affaldsindsamler

Vi vil råde dig til at kontakte jeres affaldsindsamler og tage en snak omkring de fremtidige sorteringskrav, så I kan finde konkrete løsninger, som matcher de specifikke behov i virksomheden.

Det kan i den forbindelse være en rigtig god ide at anmode om et virksomhedsbesøg, hvor jeres affaldsindsamler besøger virksomheden og kan rådgive om f.eks. placering af de forskellige affaldsfraktioner, om valg af de rigtige størrelser affaldsbeholdere og generel vejledning om affaldssortering.

Du kan finde yderligere information på vores underside om Affaldssortering.