Så har vi fornøjelsen af at byde endnu en virksomhed velkommen til vores medlemskreds: Indretningsarkitekt Anina Rasmussen.
Anina Rasmussen driver en tegnestue i det ældste hus i Jægerspris. Hun er lige flyttet til området både privat og med sin tegnestue, som tidligere lå på Frederiksberg under navnet TEXTUR.
Anina Rasmussen blev uddannet i 1984 fra Skolen for Boligindretning (nu Designskolen) og har været selvstændig i mere end 25 år. Som indretningsarkitekt arbejder hun primært med renovering og nytænkning af skoler, plejecentre og plejeboliger samt hospitaler – oftest i kommunerne Gentofte, Frederiksberg og Furesø.
Anina Rasmussen er åben over for nye opgaver lokalt i Frederikssund Kommune. Det kunne f.eks. være optimering af sommerhuset, når det skal sælges eller bare indrettes bedre til egen brug eller udlejning. Anina Rasmussen har selv sommerhus i Kulhuse.
Ud over optimering af indretning i det offentlige laver Anina Rasmussen interne flytninger og optimeringer for virksomheder – altid med et ansvarligt afsæt. Det vil sige, at der er fokus på at genbruge eksisterende møblement med mere, når det er egnet – og købe nyt, når det er nødvendigt.
Du kan læse mere om virksomheden her – eller i Lokalavisens fine artikel her.
Velkommen til Frederikssund Erhverv!