I starten af oktober løb den nationale kampagnedag, Girls’ Day in Science, af stablen. Formålet med dagen er at få flere piger til at vælge en uddannelse og karriere inden for naturvidenskab, teknologi, IT og håndværk.

I Frederikssund Kommune var der i år fire lokale virksomheder og lidt over 60 piger fra forskellige grundskoler, der var med. De fire virksomheder er Croda Denmark, El-Dam ApS, Topsil Globalwafers A/S og Koatek A/S.

Hos Koatek A/S er man fuld af begejstring over besøget fra pigerne fra grundskolerne i forbindelse med Girls’ Day in Science.

”Det var en rigtig god dag. Jeg var helt ærligt lidt skeptisk til at starte med, da pigerne var fra 6. klasse, men de viste sig at være utrolig engagerede og ivrige. Der var ingen lade teenagere, og det var en fornøjelse at have dem på besøg”, siger Torben Andersen, der er service- og montagechef samt lærlingeansvarlig hos Koatek A/S.

Pigerne startede med at få information om virksomheden og deres finmekaniske produkter. Derefter fortalte to unge lærlinge og en svend (af begge køn) om deres bevæggrunde for at blive industriteknikere og for at arbejde hos Koatek.

Herefter fik pigerne selv lov at prøve kræfter med faget. Først skulle de ved hjælp af et målemikroskop forstørre en mønt op og måle den helt præcis, ned til en hundrededel af en millimeter. Derefter fik pigerne mulighed for at bruge en af virksomhedens lasergraveringsmaskiner til at skrive deres navn på en kuglepen.

Ikke længere et klassisk “mandefag”

”Vi oplever generelt, at faget (industritekniker, red.) er gået fra at være et klassisk ”mandefag” til at være noget, der appellerer til flere og flere piger. I dag kræver faget et rigtig godt hoved, fordi man blandt andet skal håndtere højteknologiske, computerstyrede maskiner. Det er ikke et ”beskidt” arbejde længere. Jeg synes bestemt også, at pigerne viste stor interesse for faget”, siger Torben Andersen.

Koatek A/S deltager blandt andet i Girls’ Day in Science for at vise pigerne, at der findes andre, attraktive uddannelser og karrierer end den mere klassiske vej gennem f.eks. gymnasiet.

”Vi vil meget gerne have flere piger til at få øjnene op for industriteknikerfaget og for os som virksomhed. Hvis vi kan inspirere et par stykker eller flere undervejs, så er det godt givet ud. Desuden har vi et mål om at blive mere kendt i lokalområdet, så vi får lettere ved at tiltrække lærlinge og nye medarbejdere. Det kan den her indsats forhåbentlig også hjælpe med”, lyder det fra Torben Andersen.

Godt, at vores lokale virksomheder byder sig til

“Girls’ Day in Science er et vigtigt led i indsatsen for at få flere piger til at vælge en uddannelse inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics, red.) og håndværk. Vi ved, at virksomhederne i høj grad efterspørger disse kompetencer både nu og i fremtiden, så vi ser det som en oplagt mulighed for, at flere piger får øjnene op for de mange karriereveje, der er indenfor de tekniske og naturvidenskabelige fag. Derfor er vi stolte af at se, at vores lokale virksomheder byder sig til og åbner dørene, så de unge piger kan blive inspireret til deres valg af ungdomsuddannelse og karriere”, siger Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv.

Som nævnt er Girls’ Day in Science en landsdækkende kampagnedag, hvis formål er at inspirere piger i 4. – 10. klasse og gymnasiet til en fremtid med naturvidenskab, teknologi, IT og håndværk. Dagen arrangeres af Naturvidenskabernes Hus i samarbejde med virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner, som denne dag åbner dørene og inviterer pigerne indenfor.

Til Girls’ Day in Science kan de unge piger også møde rollemodeller, som fortæller om deres valg af uddannelse og job, og hvorfor de brænder for det, de laver.


Hvorfor behøver vi Girls’ Day in Science?

Kun en tredjedel af alle studerende på de såkaldte STEM-uddannelser er kvinder. Faktisk udgør kvinder på IT-uddannelserne kun 10 % eller mindre, og det skaber en skævvridning mellem kønnene.

Arbejdsmarkedet efterspørger STEM-kompetencer. Hvis flere kvinder melder sig på banen, vil problematikken med mangel på arbejdskraft inden for STEM blive mindre i fremtiden.

Vi har brug for flere kvindelige ledere og forskere, som kan være med til at træffe de vigtige beslutninger omkring forskning og teknologisk udvikling. Undersøgelser viser, at kvinder i højere grad end mænd fokuserer på områder med samfundsmæssig eller menneskelig værdi for andre. Det betyder for eksempel, at teknologier udviklet af mænd som udgangspunkt også vil henvende sig til det mandlige køn.

Foto: Koatek A/S