Tirsdag eftermiddag kunne virksomheden Foss og Frederikssund Kommune løfte sløret for en overordentlig positiv nyhed. Her blev det nemlig offentliggjort, at Foss har købt et stort erhvervsareal på 15 hektar i Vinge Nord

(Foto: Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv, peger på grunden i Vinge, som Foss har købt).

”Det er meget glædeligt, at en markedsførende og velrenommeret virksomhed som Foss vælger at lægge deres nye produktionsfaciliteter i Vinge Nord. Det er en markant blåstempling af området og af udviklingsstrategien, som nu for alvor begynder at give pote. For Frederikssund som område vil det betyde flere hundrede lokale arbejdspladser, hvilket er enormt positivt”, siger Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv.

I forvejen ligger Topsil Globalwafers i området, mens også LiqTech Ceramics for nyligt har valgt at rykke til fra Ballerup. Nu bliver duoen så til en treenighed med Foss’ ankomst.

”Vi byder Foss hjerteligt velkommen i vores ”erhvervsfamilie”, og vi glæder os til at inkludere dem i samarbejdet med de øvrige store virksomheder, både i Vinge og i resten af Frederikssund og omegn. Der ligger et stort potentiale i at udnytte synergier både i forhold til vores energipartnerskab – herunder brug af overskudsvarme i fjernvarmenetværket – og også i en fælles indsats for at skabe og skaffe den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft”, lyder det fra Peter Bo Andersen.

Den helt rigtige virksomhed at få til Vinge

Borgmester Tina Tving Stauning udtaler i pressemeddelelsen:

”Allerførst skal der lyde et stort velkommen til Frederikssund. FOSS er den helt rigtige virksomhed at få til Vinge. Med Foss´ højteknologisk produktion, der er med til at sikre optimal udnyttelse af fødevarer, passer virksomhedens profil helt ind i Vinges vision og ambition om at være en bæredygtig by. Samtidig glæder det mig naturligvis, at vi nu får endnu en stor virksomhed til erhvervsområdet i Vinge. Det er med til at sikre fremtidig udvikling og endnu flere lokale arbejdspladser i Vinge og dermed i Frederikssund Kommune”.

Administrerende direktør i Foss, Kim Vejlby Hansen udtaler:

”Vi står i den lykkelige situation, at forretningen vokser – endda ret betydeligt. Det har medført de naturlige og glædelige konsekvenser, at vores nuværende produktionsfaciliteter ikke længere kan følge med udviklingen og efterspørgslen. På den baggrund har vi i noget tid forberedt og arbejdet med mulighederne for at opføre nye, moderne og bæredygtige produktionsfaciliteter til at erstatte vores nuværende i Hillerød. FOSS blev etableret for godt 65 år siden og har siden dag ét ligget i Hillerød. Det har derfor også været et krav for placeringen af vores kommende fabrik, at den skulle ligge tættest muligt på vores Innovationscenter på Nils Foss Allé i Hillerød”.

På det købte erhvervsareal i Vinge vil FOSS opføre en topmoderne fabrik på cirka 20.000 kvadratmeter, som har bæredygtighed i centrum, hvad angår byggematerialer, grøn energi og det omkringliggende miljø. Den nye fabrik kommer til at beskæftige omtrent 250 ansatte.

FOSS regner med at igangsætte opførelsen hurtigst muligt, så den nye fabrik kan være klar i 2025.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse her.


Administrerende direktør hos Foss, Kim Vejlby Hansen, og borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning. Foto: Frederikssund Kommune.


Om Foss

FOSS er en højteknologisk virksomhed, der producerer test- og analyseløsninger til landbrugs- og fødevareindustrien. Det drejer sig om teknologi, der kan analysere blandt andet proteinindholdet i mejeriprodukter, fedtindhold i kød, fugtighed i korn eller sukkerindholdet i druer. Med analyser som disse kan fødevareindustrien skabe en mere intelligent og datadrevet produktion, der resulterer i mindre spild af fødevarer og bedre udnyttelse af råvarerne.

FOSS er global markedsleder og har langt den største del af sit marked udenfor Danmark. Virksomheden beskæftiger godt 1600 medarbejdere og omsatte i 2021 for 2,3 mia. kr.