Detailhandlen i Frederikssund tilbydes gratis hjælp af detaileksperter fra Erhvervshus Hovedstaden, som besøger byens butikker onsdag den 25. august.

Oven på corona-nedlukningerne har mange butikker oplevet faldende omsætning og tab af kunder. Det skal et nyt initiativ iværksat af Frederikssund Erhverv og Erhvervshus Hovedstaden råde bod på.

”Der er ingen tvivl om, at detailhandlen er en af de brancher, der har været virkelig hårdt ramt det seneste halvandet år. Mange lokale butiksejere har været igennem en anstrengende og usikker periode med nedlukninger og restriktioner. Det er ikke let at stå med det store ansvar, der følger med, når man ejer en butik og oplever konsekvenserne af COVID-19 på egen forretning. Vi håber, at muligheden for eksperthjælp kan være med til at give de detailhandlende noget ny inspiration – og forhåbentligt også give deres forretning et boost”, siger Peter Bo Andersen, der er direktør i Frederikssund Erhverv.

De typiske udfordringer for butikkerne er en løbende nedgang i antallet af kunder, den voksende e-handel og manglende økonomisk indsigt, hvilket generelt kendetegner de seneste årtiers modgang hos detailhandlen i mange danske provinsbyer.

På denne baggrund tilbydes lokale butiksejere i Frederikssund målrettet hjælp til at løse nogle af disse udfordringer – eller blot få inspiration og nye idéer. Butikkerne kan ganske gratis få personlig sparring og hjælp til, hvordan de udnytter muligheder i salg, indretning, markedsføring, økonomistyring og digitalisering. Hjælpen tilbydes gennem personlige møder og tager udgangspunkt i butikkens egne, konkrete udfordringer.

På besøg i butikken

Forretningsudviklerne Tina Wøldiche og Mette Pedersen fra Erhvervshus Hovedstaden kommer til Frederikssund onsdag den 25. august og går på besøg i butikkerne i byen for at præsentere sig selv. Her kan butiksindehaverne stille spørgsmål og booke et mødeforløb, hvis de ønsker det.

Efterfølgende aftales mellem et og tre møder med den enkelte detailhandlende, som kan afholdes i butikken, hos Erhvervshus Hovedstaden på Østerbro eller online.

”Det er en attraktiv mulighed, hvor eksperterne tilbyder at komme fysisk rundt i butikkerne. Jeg tror, at der er mange lokale detailhandlende, som vil benytte sig af tilbuddet og få hjælp til at komme bedst muligt videre oven på en lang og hård periode”, lyder det fra Peter Bo Andersen fra Frederikssund Erhverv.

Book eksperthjælp allerede nu

Hvis du som butik vil have gratis eksperthjælp, kan du allerede nu booke et møde ved at sende en mail eller ringe til Tina Wøldiche eller Mette Pedersen. Mailen skal indeholde dit navn, CVR-nummer, adresse og telefonnummer. Fortæl også gerne, hvad du ønsker sparring til.

Book et møde

Kontakt forretningsudviklerne fra Erhvervshus Hovedstaden:

Tina Wøldiche Pedersen
Mail: twp@ehhs.dk, tlf. 61884606

Mette Pedersen
Mail: mpe@ehhs.dk, tlf. 61884686