Note: Som noget nyt sætter vi hver måned lidt ekstra fokus på en udvalgt medlemsvirksomhed under temaet ‘Månedens medlem’. Vi lægger ud med SmartGuard fra Slangerup.

Oprindeligt skulle medlemshistorien her handle om SmartGuards historie og imponerende udvikling, men 20 minutter inde i interviewet smider direktør Casper Wilken en mindre bombe, der vel nærmest gør denne artikel til BREAKING NEWS.

En af Frederikssund Erhvervs loyale medlemsvirksomheder, SmartGuard, er nemlig blevet opkøbt af den engelske kapitalfond Fresh Stream. SmartGuard bliver en del af en ny, international koncern, men forbliver samtidig på adressen i Slangerup.

SmartGuard er nemlig blevet opkøbt af engelske Fresh Stream – en kapitalfond, der også har opkøbt tilsvarende sikringsfirmaer i Holland, Belgien, Tyskland og England og nu har dannet en storsatsende koncern med navnet Detertech.

”Det bliver en vanvittig spændende rejse”

Det er SmartGuards succesrige koncept med udlejning af midlertidige sikringsløsninger, der skal danne basis for en udvidelse til de nordiske lande Sverige, Norge og Finland. Casper Wilken får fremadrettet titlen som nordisk direktør i Detertech.

”Det bliver en vanvittig spændende rejse for os. Siden vi startede i 2006, har det hele tiden været målet, at SmartGuard en dag blev succesfuld nok til, at en større aktør ville være interesseret i at opkøbe os, så vi kunne udvikle os yderligere. Der har været en del bud gennem årene, men dialogen med Fresh Stream har fra starten været meget konstruktiv, og deres planer for virksomheden passer perfekt med vores egne ambitioner”.

Opkøbet gik formelt igennem den 1. september, og siden da har Casper Wilken haft travlt med at informere medarbejderne, deltage i strategi- og udviklingsmøder i udlandet samt igangsætte udvidelsen til de øvrige skandinaviske lande.

”Det har været hektisk, men også utrolig spændende. Det er jo noget helt andet end det, jeg har været vant til at bruge min tid på. For SmartGuard er det her rigtig positivt, og det glæder mig, at vi bibeholder vores stærke position på det danske marked, men samtidig får muligheden for at udbrede konceptet til andre lande via Detertech-brandet”, fortæller Casper Wilken.

Om SmartGuard – et hul i markedet kickstartede imponerende udvikling

SmartGuard er et specialiseret udlejningsfirma inden for sikringsbranchen. Firmaet tilbyder midlertidige sikringsløsninger til særligt byggepladser – hovedsaligt sikring af værdier under åben himmel. Det gælder for eksempel maskiner, materiel, brændstof og installationer.

Virksomheden blev stiftet af Casper Wilken sammen med en kompagnon i Hillerød tilbage i 2006. De første år solgte SmartGuard faste sikringsløsninger som så mange andre, men makkerparret øjnene hurtigt et hul i markedet og begyndte i stedet at fokusere på udlejning af midlertidige sikringsløsninger til f.eks. byggepladser.

Da byggebranchen er ekstremt foranderlig, var SmartGuards tanke, at sikringsløsningerne skulle være lige så agile og kunne tilpasses løbende, f.eks. når byggepladsen voksede, eller der kom andet udstyr til, der også skulle passes på.

Trods lidt modstand i starten fra en lettere konservativ byggebranche, der var vant til blot at hyre en vagt med en hund, fik SmartGuard hurtigt hul på bylden.

I 2012 blev de faste installationer skippet helt, og virksomheden har herefter udelukkende fokuseret på at udleje midlertidige sikringsløsninger. I 2015 købte Casper Wilken sin kompagnon ud.

I dag er SmartGuard markedsledende i Danmark og præsterer år efter år imponerende, økonomiske resultater.

Virksomheden sikrer alt fra et mindre stillads i indre by til byggepladserne ved den kommende Femern-forbindelse. Ud over selve sikringsløsningerne har SmartGuard haft stor succes med en fast serviceaftale, hvor virksomhedens medarbejdere besøger kunden/byggepladsen mindst en gang om måneden for at sikre, at alt fungerer optimalt.

SmartGuard leverer også evakueringsanlæg, brandalarmeringsanlæg og registrering af medarbejdere, firmaer og timer via smart adgangskontrol.

Derudover har SmartGuard udviklet web-platformen MyFILE365, hvor medarbejdere, der skal have adgang til en given byggeplads, kan registreres nemt med fokus på GDPR og kædeansvar. Ved at bruge platformen kan hovedentreprenøren og underleverandørerne altså sikre sig, at de personer, som skal have adgang, bliver registreret på ordentlig vis – og at de har dansk arbejdstilladelse, truckcertifikat, og hvad der ellers er nødvendigt for den pågældende medarbejder på den pågældende plads.

SmartGuard er i dag 20 medarbejdere på adressen i Slangerup. Virksomheden søger lige nu efter fem medarbejdere mere.

Efter kapitalfondens Fresh Streams opkøb af SmartGuard er virksomheden nu blevet en del af koncernen Detertech, men de bibeholder deres tilstedeværelse i Slangerup og bevarer deres oprindelige navn på det danske marked.

Direktør for SmartGuard, Casper Wilken, glæder sig forståeligt over opkøbet. Til lokale medier fortæller han, at salgsprisen er et trecifret millionbeløb.