Metalskolen i Jørlunde har siden 1968 været centrum for kurser og konferencer for metalarbejdere fra hele landet og for en lang række andre organisationer og virksomheder. Nu har Metalskolen fået den helt store makeover, så det 53-årige konferencecenter fremstår smukkere og grønnere end nogensinde før.

I løbet af 2020 opnåede virksomheden det eftertragtede Green Key-miljømærke, som er et stempel på, at man som virksomhed har særligt godt styr på ens miljøforhold og arbejder aktivt med bæredygtighed. Det er HORESTA, brancheforeningen for restauranter og konferencecentre, der står certificeringen.

”Vi er stolte over at blive Green Key-certificeret. For os er det et led i en større CSR-indsats, hvor vi som organisation har forpligtet os til at arbejde med en række områder som miljø, madspild og energiforbrug. Men det indebærer også emner som ordentlige arbejdsforhold og lønvilkår samt gode uddannelsesmuligheder for vores medarbejdere. Vi vil kort fortalt gerne gøre mere for miljøet, lokalsamfundet og medarbejderne”, fortæller Metalskolens direktør Morten Madsen.

At være Green Key-certificeret handler altså ikke ”kun” om fokus på grønne løsninger, men også om social og økonomisk bæredygtighed.

”Vi har fået nogle andre vinkler på det at være en god og bæredygtig arbejdsplads. At vi nu gennemgår denne udvikling, har konkret betydning for, hvordan vi vælger at drive vores virksomhed og for vores hverdag. Vi har undervejs haft fokus på, at alle medarbejdere skulle forstå, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor vi gør det her, så de helhjertet er med på rejsen. Ellers rykker vi os ikke nok – og det er jo ikke noget værd i sig selv at kalde sig bæredygtig”, lyder det fra Morten Madsen.

Af konkrete indsatser nævner direktøren øget biodiversitet på virksomhedens udeområder. Metalskolens gartnerne slår for eksempel ikke længere alt græsset på den store matrikel, og skoven omkring skolen får lov at stå urørt til glæde for insekter og småfugle.

Også affaldssortering og minimering af madspild har fået et ordentligt nøk opad. Køkkenpersonalet planlægger i større grad menuen med henblik på at undgå madspild, og rengøringspersonalet, håndværkergruppen og de øvrige ansatte har alle fokus på korrekt affaldssortering.

”For at sikre fremdrift og implementering i hele vores organisation har vi nedsat et CSR-udvalg med repræsentanter fra alle afdelinger. Her følger og registrerer vi udviklingen inden for de forskellige indsatsområder, så vi bliver ved med at bevæge os fremad både på den korte og lange bane”, siger Morten Madsen.

Renovering for +100 millioner

Green Key-certificeringen kommer i kølvandet på en markant renovering af Metalskolens lokaler. Metalskolen er bygget i 1968, og selv om der løbende er sket tilbygninger og mindre renoveringer (i 80’erne og starten af 00’erne), havde de fleste værelser samt møde- og undervisningsfaciliteter altså mere end 50 år på bagen. Nu er Metalskolen ført up-to-date med topmoderne lærings- og konferencefaciliteter og værelser, der lever op gæsternes forventninger.

”Igennem de sidste godt to år har vi renoveret og ombygget for omkring 100 millioner kroner. Vi stod med nogle faciliteter, der ikke var opgraderet væsentligt siden åbningen i 1968, og der var derfor et stort behov for at skabe et tidssvarende og fremtidssikret læringsmiljø. Det har vi fået nu”, fortæller Morten Madsen.

De gammeldags klasselokaler er ændret til moderne læringsmiljøer med integrerede grupperum. Det hele er blevet transparent med glas imellem de forskellige lokaler, og i stedet for lukkede døre bydes gæsterne nu velkommen i et indbydende, åbent miljø. Også Metalskolens fællesområder har fået en væsentlig opgradering, så pauserne i højere grad kan nydes i fællesskab med de øvrige gæster. Og så er energirenovering og energioptimering naturligvis tænkt ind igennem hele renoveringsprocessen.

”Vi har forsøgt at skubbe murstenene rundt, så vi understøtter den læring, de relationer og det fællesskab, man meget gerne skal opleve, når man besøger os. Vi er overordentlig tilfredse med resultatet”, siger direktør Morten Madsen.

Den store renovering af Metalskolen startede for godt to år siden og blev afsluttet i efteråret 2020. Renoveringen blev udført i etaper, så skolen fortsat kunne holde dørene åbne for kursister og andre besøgende.

Du kan finde mere info om Metalskolen på deres hjemmeside her.

Fotos: Metalskolen.