Vi er glade for at kunne meddele, at Frederikssund Erhverv er blevet en del af ArbejdskraftAlliancen!

ArbejdskraftAlliancen er et nyt og spændende samarbejde mellem otte sjællandske kommuner.

Via samarbejdet kan du få gratis vejledning og assistance til din virksomhed inden for rekruttering, opkvalificering, praktikpladser og medarbejdertilknytning.

Vi hjælper dig med at skabe vækst og udvikling i din virksomhed gennem adgang til kandidater, kompetenceudviklingstilbud samt studerende og elever.

Gratis sparring og vejledning

ArbejdskraftAlliancen er et netværk med mere end 40 offentlige og private aktører. Samarbejdet rummer alt fra kommunale jobcentre, private rekrutteringsbureauer, regionens uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer til offentligt støttede kampagnetilbud.

Som virksomhedsejer eller HR-ansat kan du få adgang til gratis sparring og vejledning – samt hjælp til at finde relevante tilbud og løsninger på tværs af de mange aktører.

Se mere om dine muligheder på ArbejdskraftAlliancens hjemmeside, hvor du også finder kontaktinfo til vores chefkonsulent Pernille Krogh, der er lokal samarbejdspartner for alliancen.

ArbejdskraftAlliancen er medfinansieret af Region Sjælland.