Torsdag den 30. maj var vi med til at indvie såkaldte ‘prøvehandlinger’ i bymidten i Frederikssund. De midlertidige installationer i byrummet skal blandt andet vise vej og skabe trygheds- og stemningsskabende belysning.
I det forgangne år har bymidteudvikling haft et ekstrastort fokus hos både Frederikssund Kommune og i Frederikssund Erhverv. Blandt andet er der nedsat et midlertidigt udvalg, Udvalg for Frederikssund bymidte – liv og handel, som vi deltager i.
John Schmidt Andersen er formand for udvalget, så det var ham, der bød velkommen på Bløden, hvor både kommunale aktører, erhvervsdrivende og borgere var mødt op.
Prøvehandlingerne er en del af udvalgets arbejde. Det er midlertidige installationer, som f.eks. består af nedgravne lysstier ved Bløden og af såkaldt ’wayfinding’.
Wayfinding er i dette tilfælde et antal sorte skilte opsat forskellige steder i byen. Skiltene skal hjælpe borgere og besøgende med at finde vej til nogle af de centrale kulturelle oplevelser, shoppingmuligheder, fjorden og så videre. Skiltene gør, at man lettere kan finde rundt og blive inspireret til at besøge andre steder i byen.
En anden prøvehandling, som nu er igangsat, er en grafisk iscenesættelse af biblioteksgården hos Frederikssund Bibliotek. Idéen er, at kunstbænken ”Zone of Interest” skal invitere til, at man opholder sig lidt længere tid i byrummet. Desuden har den en vis attraktionsværdi, så besøgende måske kigger forbi for at skyde et ”insta-worthy” billede.
Efter indvielsen i Bløden fik vi mulighed for at præsentere nogle af de anbefalinger, som udvalget har arbejdet med det seneste år, for byrådet. Her havde vi en god debat om blandt andet identitet, en helhedsplan for bløden, wayfinding, gågaden – og selvfølgelig om en ny, formel organisering i bymidten.
Du kan læse mere om de forskellige prøvehandlinger, som lige nu kan opleves i byen, her.