Frederikssund Festival og Frederikssund Erhverv har indgået en ny sponsoraftale, som gør den lokale erhvervsforening til en af hovedsponsorerne for årets festival. Efter et godt samarbejde i 2022 om et særligt arrangement for Frederikssund Erhvervs medlemsvirksomheder gentages succesen i 2023.

Fra den 3.-5. august 2023 vil der igen være festlige toner og glade dage på Kalvøen, når Frederikssund Festival fejrer deres 40-års jubilæum med et brag af en musikfest. Igen i år har Frederikssund Erhverv valgt at bakke op som sponsor.

”Frederikssund Festival er vigtig for lokalområdet og har i løbet af årene nået et niveau, som ikke findes lige i nærheden. Det er et virkelig godt og samlende arrangement for flere tusinde lokale borgere, men også et trækplaster for folk, der ikke bor her i forvejen. Festivalen er med til at sætte Frederikssund på landkortet på positiv vis, og det vil vi gerne støtte op om som led i vores arbejde med bymidteudvikling og bosætning”, udtaler Pernille Krogh fra Frederikssund Erhverv.

Frederikssund Festival er også glade for den fornyede sponsoraftale:

“Det er vigtigt for os at have opbakning fra erhvervslivet for at sikre den fortsatte drift og udvikling af festivalen. Derfor er vi selvfølgelig meget glade for, at Frederikssund Erhverv igen i år kan se værdien i at bakke os op. Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil have endnu flere lokale virksomheder med ombord, så i år har vi mandet op på sponsorfronten, så der nu er tre personer til at tage sig af dialogen med virksomhederne og sørger for, at de får værdi for deres sponsorater”, fortæller Leon Røygaard, der er formand for Frederikssund Festivalen.

I forbindelse med fredagens festivalprogram (den 4. august) vil Frederikssund Erhverv afholde et erhvervsarrangement for et større antal lokale virksomheder. Her vil programmet byde på netværk, socialt samvær, lækker mad fra Restaurant Kalvø og til sidst musik fra blandt andre Anders Blichfeldt, Jung og Baskery.

Om Frederikssund Festival

Frederikssund Festival er en nonprofitorganisation, hvor alle medarbejdere arbejder frivilligt og ulønnet for at udbrede glæden og kendskabet til musikken. Samtidig donerer festivalen al overskud til velgørende børne- og ungdomsformål i Frederikssund Kommune. I 2019 donerede festivalen cirka 72.000 kr. til 12 forskellige, lokale foreninger.

Beliggenheden på Kalvøen – med koncerter i dag- og aftentimerne ved både fjord og skov – gør festivalen til en særlig intim og hyggelig oplevelse.

Festivalen så dagens lys i 1982, hvor seks venner og viseentusiaster planlagde og afholdte ’Frederikssund Visefestival’ på Kalvøen i Frederikssund. Sidenhen har festivalen ændret navn og vokset sig en hel del større – og også bredere, hvad angår de repræsenterede musikgenrer. Siden starten er den frivillige medarbejderstab mangedoblet, og budgettet mere end tidoblet.

Festivalens slogan er DANMARKS KÆRLIGSTE FESTIVAL.

På billedet – fra venstre: Mads Nørvang (Frederikssund Festival), Finn Møller (Frederikssund Erhverv), Leon Røygaard (Frederikssund Festival) og Simon Høier (Frederiksund Festival).