Når man som virksomhed ønsker at investere i solcelleanlæg på tag eller mark, er der mange ting at sætte sig ind i. En af dem er, hvordan projektet skal finansieres, hvis man ikke selv har pengene med.

Der findes en række forskellige muligheder, men vi har spurgt et af vores lokale pengeinstitutter, hvilke råd de vil give virksomhederne, hvis de henvender sig i banken. Fra Danske Bank i Frederikssund kommer der et par råd fra Filialdirektør Jesper Fini Kuhre. Han siger:

”Du skal starte med at sørge for, at den økonomiske kalkule er gennemregnet, så det også er en økonomisk god løsning, hvis prisen på el falder igen. Du skal også kende effekten, hvis det ikke går som forventet. Derudover kan du med fordel stille dig selv disse spørgsmål: Er det det rigtige tidspunkt for virksomheden at investere? Skal taget alligevel udskiftes, så solcellerne kan integreres i det projekt? Er der alternativer til virksomhedens kommende investering i solceller, som er lige så grønne og måske mere rentable? Skal bilparken udskiftes, så elbiler kunne være en mulighed?”

Desuden råder Jesper Fini Kuhre virksomheder til altid at tage deres bank med på råd og inddrage dem i processen. Banken vil stille nødvendige krav til drifts- og likviditetsbudgetter, og de vil desuden kende til finansieringsmuligheder, du måske ikke selv har tænkt på.

”Vi vil typisk kigge på alternative løsninger til finansieringen af solcellerne. Måske er den bedste løsning et realkreditlån i virksomhedens ejendom, måske er et banklån eller en forøgelse af driftskreditten en bedre løsning for din virksomhed. Eller måske kan din løsning med fordel leases. I Danske Bank yder vi også grønne lån. Men da vi ikke ønsker at blive beskyldt for greenwashing, så vil der være dokumentationskrav, før man som virksomhed kan få et grønt lån.

Til sidst pointerer Jesper Fini Kuhre, at det ikke nødvendigvis er den bedste økonomiske løsning, der er den rigtige for virksomheden. Der kan nemlig være andre bevæggrunde til at iværksætte grønne og energirigtige tiltag. Måske mærker du eksempelvis et pres fra kunder og samarbejdspartnere, som kræver, at du satser mere på mere grøn omstilling.

Tal med elselskabet, forsikringen og revisoren

I Frederikssund Erhverv hjælper Kåre Rasmussen de lokale virksomheder med den grønne omstilling. Han har følgende input til investeringen i solceller:

”Jeg vil sige, at man som virksomhed kan starte med at spørge sit elselskab, hvad de køber overskydende el for. Der kan være en pæn gevinst at hente der. Desuden er der i øjeblikket stor fokus på grøn omstilling fra forsikringsselskabernes side. Der kan være ret stor forskel på, hvordan de ser på en investering i solceller, så det bør man også få afklaret inden”, lyder det fra Kåre Rasmussen. Han fortsætter:

”Noget andet, som man bør overveje i starten af processen, er: Hvordan og hvornår bruger I strømmen? Hvis man for eksempel har bygninger, der lukkes ned i hele sommerferien, vil solcelle-økonomien over en 30-årig periode som udgangspunkt være noget dårligere. Desuden er det altid værd at tage en snak med jeres revisor om de skattemæssige forhold”.

Afslutningsvis gør Kåre Rasmussen opmærksom på, at realkreditinstitutterne virkelig har fået øjnene op for solceller og har lanceret initiativer, der skal gøre barrieren for investeringer i solcelleanlæg lavere. Konkret er Realkredit Danmark begyndt at værdisætte ejendomme med solceller, så det tager højde for den merværdi, solcellerne tilfører ejendommen. Derfor kan mange virksomhederne også i flere tilfælde med fordel få finansieret solcelleanlæggene via realkredit.

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte Kåre Rasmussen fra Frederikssund Erhverv på mail: kmr@frederikssunderhverv.dk eller tlf. +45 22433597.