Nedenstående julehilsen fra vores direktør, Peter Bo Andersen, blev udsendt til medlemskredsen fredag den 18. december.


Red.: Vi har rettet en formulering omkring Sillebroen, som vi i første omgang – fejlagtigt – skrev var lukket. Det er ikke tilfældet, da 8 butikker fortsat holder åbent.

Sikke et år – nu kan det næsten kun gå fremad

2020 har mildest talt været noget af en mundfuld. Uforudsigelighed, usikkerhed og forandringsparathed har kendetegnet året, også set med erhvervslivets briller.

Om ganske få uger er det ét år siden, at mange af os mødtes til vores traditionelle nytårskur på Restaurant Kalvø. Vi var samlet mere end 120 medlemmer. Ja, det er svært at forestille sig noget lignende nu.

Her sagde vi tak til hinanden for et forrygende 2019 og kiggede frem mod et 2020, hvor svag overophedning og bekymring for, om vi havde den nødvendige arbejdskraft, fyldte en hel del.

Og så begyndte verden ellers at ændre sig omkring os – med lynets hast.

Folk blev syge i Kina og dernæst i Alperne. Og da vi nåede begyndelsen af marts, blev store dele af det danske samfund lukket ned. Vi kender alle historien, og nu tager vi så en tur mere hen over jul og nytår – og forhåbentlig ikke meget længere end det.

Én ting er sikkert: Vi kommer alle til at huske 2020 i mange år frem. For de fleste har det været et år, hvor meget blev vendt på hovedet, og hvor mange både borgere, medarbejdere og virksomheder i den grad er blevet udfordret. Virksomhederne på deres eksistensgrundlag, og vi alle som mennesker på vores livsfilosofi, værdier og vaner. Det har været et rigtig svært år for langt de fleste.

Der er også lyspunkter

På trods af modgangen i løbet af året, er der alligevel også lyspunkter. Vores erhvervsliv har vist sig at være stærkere, end vi tror, og den nationale sammenhængskraft har vist sin styrke. Alt andet lige er vi kommet langt bedre igennem 2020, end vi frygtede i begyndelsen af april.

Selv om der er virksomheder, som lider eller er helt lukkede, og selv om ledigheden er steget, så har vi overordnet set klaret os rimeligt igennem en af de værste samfundskriser i nyere tid. En række virksomheder og sektorer er ligefrem vokset under coronakrisen, og her i Frederikssund Kommune må vi objektivt sige, at vores erhvervsliv har klaret sig bedre, end det er tilfældet mange andre steder i landet.

COVID-19 har tvunget os til nytænkning på en række områder, blandt andet det digitale. Og det er jo slet ikke så skidt at udvikle sig! Selv har vi gjort os mange erfaringer med at afholde arrangementer, møder og samtaler på digitale platforme som Teams, Whereby, Zoom og så videre.

I foråret nedsatte vi også en lokal ‘taskforce’ bestående af udvalgte virksomheder, kommunalt ansatte og politikere fra byråd og folketing, som mødtes online fire gange hen over foråret og sommeren. Her fik vi taget temperaturen på erhvervslivet, delt vigtige erfaringer og drøftet udfordringer, som siden blev bragt med til byrådet og til Christiansborg.

Hen over sommeren igangsatte vi markedsføringskampagnen ‘Stolt af Fjordlandet Frederikssund’ med særlige midler bevilget af byrådet. Kombineret med at danskere i stor stil nød sommerferien hjemme, fik vi faktisk en forrygende sommer i Frederikssund Kommune med rekordhøje besøgstal og virkelig pæne omsætninger rundt omkring.

Campusdag XL 2020 skulle have været ‘le grand finale’ på det store FUEL-projekt, men eventet måtte naturligvis aflyses. I stedet afholdt partnerne i projektet en virtuel konference, hvor FUEL’s flotte resultater blev gennemgået, og dets efterfølger – MakerVærket – blev officielt skudt i gang. I november fik vi den glædelige nyhed, at det nye projekt, som får base på Campus Frederikssund, er blevet tildelt et markant støttebeløb på 6,7 millioner kroner fra Villum Fonden. MakerVærket bliver rigtig godt, og vi glæder os til at fortælle mere om det snart.

Derudover må vi konstatere, at byggelysten og boligmarkedet ikke har ladet sig påvirke negativt af coronaens indtog. I vores område stiger boligpriserne også stadigvæk, og der bygges som aldrig før. Parcelhuskvarterer, rækkehuse, ældreboliger, lejligheder og almene boliger skyder op alle steder i kommunen.

Det gælder også i Vinge, som for alvor har fået momentum efter en svær tid de seneste år. Den nye S-togsstation er netop åbnet, der er kommet reel 10-minutters drift på S-togsbanen, og Domea starter byggeriet af ca. 200 almene boliger i starten af 2021. Desuden blev tre separate storparceller – på samlet set 16.000 etagemeters boligbyggeri – udbudt til interesserede investorer i slutningen af november måned. Investeringslysten i Frederikssund og omegn er altså ikke aftaget, nærmere tværtimod.

2021

Kigger vi lidt frem mod 2021, ser det hele heldigvis noget bedre ud.

Vaccinen er på vej verden over – og det er jo den, vi i vid udstrækning behøver for at komme videre – og måske nærme os normale tilstande inden for en overskuelig fremtid. Der er dog ingen tvivl om, at de store ændringer, vi har oplevet i 2020, kommer til at følge os i de kommende år – på både godt og ondt.

Inden vi om en uges tid skal holde jul og nytår i anderledes rammer for de flestes vedkommende, kan du med fordel gå ud og købe de sidste gaver lokalt. Der er masser af åbne, attraktive butikker i bysamfundene rundt omkring i kommunen, 8 butikker i Sillebroen har også fortsat åbent, og alle har fint styr på sikkerheden i form af håndsprit, masker og afstand.

For os i Havnegade har året været lige så anderledes, som det har for alle jer andre. Nu glæder vi os til 2021, der forhåbentlig bliver mere normalt og positivt end dets forgænger.

I forhold til vores arrangementer så afventer vi udviklingen den næste tid. Vi regner med, at det fortsat vil være en udfordring at samles fysisk et stykke ind i det nye år, og det betyder i første omgang, at nytårskuren 2021 bliver til en tidlig forårskur.

Med disse ord ønsker jeg dig – på vegne af hele FE-teamet – en glædelig jul og godt nytår!