En stor dag for FOSS. En stor dag for Byen Vinge og for Frederiksund Kommune. En stor dag for udviklingen i det lokale erhvervsliv.
Onsdag eftermiddag var det tid til første spadestik i det nordlige Vinge, hvor Foss opfører en ny fabrik.
Med hver sit spadestik markerede økonomiminister Stephanie Lose, borgmester Tina Tving Stauning og bestyrelsesformand Peter Foss, at opførslen af den topmoderne fabrik i Vinge Nord nu går i gang.
Fra Frederikssund Kommunes borgmester lød det blandt andet sådan her:
“Foss er nemlig den helt rigtige virksomhed at få til Vinge. Med en højteknologisk produktion, der er med til at sikre optimal udnyttelse af fødevarer, passer virksomhedens profil helt ind i Vinges vision og ambition om at være en bæredygtig by. I er med til at sikre en fremtidig udvikling og nye arbejdspladser i Vinge. Vi skal gøre vores bedste for at hjælpe jer godt på vej”.
Fabrikken bliver på 18.000 m2 og skal rumme distribution, lager, montage og kvalitetskontrol samt kantine og træningsfaciliteter for helt op til 330 medarbejdere på sigt. Den samlede investering er på cirka 500 millioner kroner, hvilket er Foss’ største, enkeltstående investering nogensinde.
Rundt om fabrikken vil Foss gerne opføre en vindmølle, 2.400 m2 solpaneler, et genanvendelsessystem til overfladevand, et ATES-anlæg samt naturarealer, der skal fremme biodiversitet. Bæredygtighed og energi-selvforsyning er med andre ord tænkt ind i byggeriet fra start. Fabrikken bliver DGNB-certificeret og tegnes af Henning Larsen, mens 5E Byg A/S er totalentreprenør. Foss’ nye fabrik kan efter planen indvies om to år.
Du kan læse, hvad der ellers blev sagt i forbindelse med det første spadestik, lige her.
Frederikssund Erhverv siger varmt velkommen til Foss!
Økonomiminister Stephanie Lose, Bestyrelsesformand Peter Foss og borgmester Tina Tving Stauning tog i fællesskab de første spadetik til Foss’ nye, topmoderne fabrik i Vinge Nord.