Endelig kunne vi mødes fysisk igen!
Onsdag den 30. juni fik mere end 50 medlemmer af Frederikssund Erhverv mulighed for at få en særlig rundvisning på det nye Fællesmagasin i Vinge.
I Fællesmagasinet skal store dele af Danmarks kulturarv opbevares for fremtiden. Magasinet opføres af virksomheden DS Flexhal for Slots- og Kulturstyrelsen. Når det står færdigt, er brugerne af magasinet henholdsvis Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek. Arkitekterne på projektet er Gottlieb Paludan Architects.
I Frederikssund Erhverv havde vi i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen arrangeret en rundvisning for vores medlemsvirksomheder.
Delt op i mindre grupper med hver sin guide så vi det imponerende byggeris indre og ydre helt tæt på – og fik samtidig en masse interessante facts at vide om selve byggeriet, om arkitekturen, om de mange sikkerhedskrav og om tankerne bag projektet og om fremtidsplanerne for “indflytningen”.
En bygning med omfattende krav
På grund af Fællesmagasinet kommende, dyrebare indhold er der meget omfattende krav til både placeringen samt bygningens ydre og indre rammer.
For eksempel er placeringen på en bakketop ikke tilfældig, men et must, da der ikke må kunne løbe vand ned mod bygningen og dermed true magasinets uvurderlige artefakter. Der må heller ikke være for langt til det lokale beredskab, der må ikke være overflyvende fly, og grundvandsspejlet skal ligge tilpas mange meter under jordoverfladen.
Fællesmagasinet er opført uden isolering i bunden, men med omfattende isolering i siderne og på taget. På den måde udnytter man jordens termiske effekt optimalt og minimerer energiforbruget betragteligt. Temperaturerne i Fællesmagasinet vil ved hjælp af den termiske opvarmning og nedkøling fra jorden svinge mellem 8 og 16 grader i løbet af året, hvilket er perfekte forhold for opbevaring af de mange tusind, historiske genstande.
Rundt om bygningen er der tillige nedgravet flere kilometer jordslanger, som også bidrager markant til at nedbringe bygningens behov for at få tilført energi udefra.
Du kan se en række billedindtryk fra arrangementet herunder.
-
Der bydes velkommen.
-
Syv forskellige guides fra henholdsvis Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, Slots- og Kulturstyrelsen, DS Flexhal og Gottlieb Paludan Architects viste rundt og fortalte undervejs.
-
Bygningscheferne fra Nationalmusset og Det Kongelige Bibliotek fortalte en lang række interessante ting om byggeriet og de mange krav til placering, udformning og indretning.
-
Kortet tjekkes inden afgang.
-
Der er kælet for betonbygningen rent arkitektonisk. Når solen skinner, skaber de koniske former et skyggespil på facaden.
-
Man har bevidst ikke forsøgt at skjule samlingerne mellem betonelementerne. I stedet udnyttes de til at skabe liv og plads til f.eks. nedløbsrør.
-
Der tegnes og fortælles.
-
Deltagerne var også en tur på det enorme tag.
-
Der var langt op, men det var besværet værd.
-
Fantastisk udsigt, ikke mindst ned mod Kronprinsesse Marys Bro.
-
Også byggeriets indre er meget imponerende.
-
Der skal mange tusinde kubikmeter plads til at rumme de op mod 2 millioner historiske genstande.
-
Reolerne til opbevaring af Det Kongelige Biblioteks materialer er begyndt at blive installeret.