Få gode rabatter med lokale medlem-til-medlem tilbud – se dem her

Pressemeddelelse: Jul i bymidten – masser af aktiviteter

17. nov 2025

Julen bliver travl i bymidten i Frederikssund. Ud over julehandlen er der både juletræstænding, julehjertejagt, julekalender-konkurrence og Lucia-optog på programmet.

”Vi har fået stor opbakning fra butikkerne til de forskellige events, så vi håber, at der er mange borgere, som bakker op om begivenhederne i bymidten – og selvfølgelig også tænker på de lokale butikker, når juleindkøbene skal klares”, siger Adie Nørgaard fra foreningen Byliv Frederikssund.

21. november: Juletræstænding

Fredag den 21. november kl. 16 skydes julen i gang med den årlige juletræstænding. Arrangementet starter på Torvet i Frederikssund, hvor der synges julesange og uddeles æbler til børnene.

Derefter går optoget i samlet flok gennem gågaden, hvor der danses om de små juletræer ved Vandkunsten, og ned til Sillebroen, hvor det store juletræ bliver tændt kl. 17. Her kigger ingen ringere end julemanden forbi og synger julesange. Bagefter er der eventyrteater i Sillebroen, og til sidst uddeles der lidt godter til de artige børn.

Hele december: Julekalender-konkurrence

Årets julekalender foregår lige som de tidligere år på Facebooksiden ’Byliv Frederikssund’.

Fra 1. til 24. december bliver der hver dag åbnet en ny låge med en lækker præmie sponsoreret af en af de lokale butikker. Man behøver ikke at deltage alle dagene for at være med i julekalender-konkurrencen. Der trækkes en vinder hver dag.

Hele december: Julehjertejagt med flotte præmier

I december bliver der gemt julehjerter hos et antal butikker rundt omkring i bymidten. Alle kan gå på jagt efter julehjerterne, både store som små, og deltage i konkurrencen om to gavekort på henholdsvis 5.000 kroner og 2.500 kroner.

På hvert julehjerte står der et bogstav, og sammen vil bogstaverne danne et ord, som man skal gætte. For at deltage skal man afhente en kupon hos Meny Frederikssund i Havnegade og finde julehjerterne på ruten.

Som bonuskonkurrence vil der i Lokalavisen være ”gemt” et julehjerte med et symbol, som man kan finde og udfylde på kuponen. Til sidst skal den udfyldte kupon afleveres hos Meny Frederikssund.

Præmierne i julehjertejagten er: Gavekort på henholdsvis 5.000 kroner og 2.500 til en af de deltagende butikker i julehjertejagten. Vinderne vælger selv butikken.

Præmiepuljen er sponsoreret af: Sannes Kaffe, Frederikssund Foto, LokalBolig, Meny, Klinik AYA, Jordens Bevægelser, Carlo Christiansen, GARNisonen, Helsehuset, ÆRLIGT, Fri BikeShop, Fru Hyacinth og Nordea.

12. december: Lucia-optog i bymidten

Fredag den 12. december fra kl. 15.00–17.30 summer gågaden af julestemning – blandt andet med hyggeligt Lucia-optog.

Her kan man møde julemanden, der går rundt i gaden og deler godter ud til børn. Julemanden stiller gerne op til fotografering. Man kan også nyde gløgg og æbleskiver foran Sannes Kaffe.

Kl. 16.30 starter Lucia-optoget, der er arrangeret af Frederikssund Kirke og Oppe Sundby Kirke. Optoget starter med at gå hos MENY i Havnegade, hvor koret går gennem butikken og spreder lys og sang.

Kl. 17.00 rykker Lucia-optoget så til gågaden. Optoget fortsætter fra Danske Bank og bevæger sig gennem gågaden til Vandkunsten, hvor de afslutter med et par smukke julesange.

Følg med i aktiviteterne på Byliv Frederikssunds Facebookside.

Del på sociale medier

Sidste nyt

Nyt medlem: Ofelia Bar

De er ikke helt nye i medlemskredsen, men ikke desto mindre er det en fornøjelse at byde velkommen...

Få mere information

Hvis du vil vide mere om et medlemskab hos Frederikssund Erhverv, så er du mere end velkommen til at kontakte Finn Møller.