En levende bymidte handler ikke kun om handel, butikker og arbejdspladser. Den handler også om mennesker og mødesteder. Det er en af erfaringerne, som vores arbejde med Byliv Frederikssund har kastet af sig.
Derfor er vi meget glade for den nye CO-RO-legeplads på Bløden midt i Frederikssund. Legepladsen er et godt eksempel på et attraktivt mødested, som skaber mere liv, flere besøg og længere ophold i bymidten.
Da legepladsen blev åbnet officielt midt i maj, lød det således fra borgmester Anne Sofie Uhrskov:
“Sikke en dejlig dag at være samlet her på Bløden. I dag åbner vi ikke bare en ny legeplads – vi åbner et nyt sted for fællesskab, leg, grin og gode minder for børn og familier i vores by. Jeg er sikker på, at legepladsen hurtigt vil blive et samlingspunkt fyldt med liv, leg og glade stemmer og være med til at skabe endnu mere aktivitet her på Bløden og i byen som helhed”.
De positive effekter af legepladsen vil bymidten nyde godt af i mange år. Det er bare beundringsværdigt, når lokale virksomheder tager ansvar og investerer i deres lokalområde.
En stor tak til CO-RO Fonden for donationen og til alle, der har bidraget til at gøre projektet til virkelighed.



