Den nystiftede forening ’Byliv Frederikssund’ skal være med til at gøre bymidten mere attraktiv og levende. Byliv Frederikssund skal blandt andet skabe flere aktiviteter til glæde for borgerne og det lokale handelsliv.
Den 22. april 2025 blev Byliv Frederikssund stiftet som forening under Frederikssund Erhverv. I bestyrelsen sidder lokale erhvervsdrivende samt en lokal repræsentant fra Dansk Erhverv.
Initiativet og økonomien til opstarten af foreningen kommer fra en række lokale ildsjæle, som har bakket op med arbejdskraft eller likvide midler.
I alt har lokale kræfter – såkaldte founders – doneret mere end 800.000 kroner. Pengene skal bruges som startkapital til at få den nye forening godt i gang med at skabe mere liv i bymidten.
”Det er utrolig glædeligt, at så mange lokale aktører har lagt hånden på kogepladen. Den store opbakning signalerer, at der er rigtig mange, som virkelig vil det bedste for bymidten i Frederikssund. Vi ser frem til at samarbejde med den nye bestyrelse og alle de andre gode, frivillige kræfter, så vi i fællesskab kan gøre bymidten endnu mere attraktiv”, udtaler Jens Hald, direktør i Frederikssund Erhverv.
Bagved foreningen Byliv Frederikssund ligger lang tids forarbejde og studieture i andre byer, som er lykkedes med at løfte deres bymidter. Desuden er der indhentet værdifuldt input fra en særlig ’taskforce’ under Frederikssund Erhverv samt fra Frederikssund Kommunes midlertidige udvalg om bymidten.
”Der ligger et stort potentiale gemt i bymidten, men det kræver både økonomi og struktureret arbejde at forløse det. Når vi har besøgt andre byer, så er det tid, penge og en klar strategi, som er opskriften på en levende bymidte. Det satser vi på, at Byliv Frederikssund kan være med til at opnå her i Frederikssund. Jeg er meget glad for den flotte opbakning, vi har fået allerede. Det lover godt for fremtiden”, siger Joakim Rasmussen, som er formand for den nye bestyrelse i Byliv Frederikssund og direktør i RR Bolig.
Afventer kommunal opbakning
Selv om det nu er lykkedes at samle både bred opbakning og en flot sum penge til opstarten af Byliv Frederikssund, så lægger Jens Hald fra Frederikssund Erhverv ikke skjul på, at der skal mere til.
”Det er vores klare forhåbning, at Frederikssund Kommune også vil træde til og støtte Byliv Frederikssund økonomisk. Jeg synes i hvert fald, at den brede opbakning er et meget klart signal. Det er en nødvendighed med kommunal opbakning, hvis vi skal fastholde indsatsen i en længere årrække. Og det skal vi, hvis det for alvor skal lykkes at skabe en levende bymidte til glæde for borgerne og det lokale handelsliv”.
Når de kommende års indsats i den nye forening – forhåbentlig – har resulteret i en mere levende bymidte i Frederikssund, så er det meningen, at projektet skal udbredes til kommunens tre andre større byer: Slangerup, Jægerspris og Skibby.
Du kan følge med i Byliv Frederikssunds Facebook-side (der tidligere hed Frederikssund Handel).
Her er de lokale founders af Byliv Frederikssund:
- Nima A/S
- Freja Ejendomme
- Søndergaard A/S
- Topsil GlobalWafers A/S
- RR Bolig
- Sparekassen Sjælland-Fyn
- MENY
- Pizzabageren
- OPTIKEREN
- Carlo Christiansen
- Føtex
- Restaurant Toldboden
- Topsoe
- Amphenol Procom.
Foto øverst:
Den nye bestyrelse i Byliv Frederikssund.
Fra venstre er det: Louise Sommer Borrits, Meny, Kirsten Bohn Hoel, Aerobicgården, Joakim Rasmussen, RR Bolig, Betina Schønning, Dansk Erhverv, Cecilie Viuff, NIMA A/S, Karsten Bak, OPTIKEREN (mangler på foto) og Stig Bergdahl, Sillebroen Shopping (mangler på foto).
Yderst til højre er det Adie Jensen og Jens Hald fra Frederikssund Erhverv, som faciliterer den nye forening.