Fremragende nyhed: Lomax bygger nyt domicil i Byen Vinge.
Vi er meget glade for, at en af områdets mest succesfulde virksomheder kan fortsætte deres imponerende udvikling lige her, midt i Frederiksund Kommune.
Lomax A/S, der er totalleverandør til erhvervslivet med blandt andet kontorartikler, elektronik og lagerudstyr, har igennem en årrække præsteret det ene rekordregnskab efter det andet – og er i førersædet, blandt andet hvad angår brugen af AI i deres forretning.
Nu kan udviklingen så fortsætte – i større og moderne faciliteter i det sydlige Vinge.
”Lomax er en vigtig og stærk samarbejdspartner, og jeg er meget glad for, at de ønsker at blive i Frederikssund Kommune. Vi har fundet en rigtig god placering i Vinge til en virksomhed af deres type og kaliber. Lomax ønsker at spille med på visionerne for Vinge og bidrage til en grøn og levende by. Jeg byder dem velkommen i Vinge og glæder mig over, at Lomax nu kan bygge en moderne ramme for den succes, de har opnået”, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov.
Lomax omsatte sidste år for 1,1 mia. kr. Virksomheden, der i dag beskæftiger flere end 200 medarbejdere, blev grundlagt i 1962 og har gennem årene fået en stærk lokal forankring i Frederikssund.
”Det er en stor milepæl og en afgørende investering i Lomax’ fremtid, at vi nu bygger vores nye domicil i Vinge. Vi er stolte af vores lokale rødder, så det betyder meget for os at blive i kommunen og fortsætte vores udvikling her. Gennem hele processen har vi haft en god og konstruktiv dialog med Frederikssund Kommune, som har gjort det muligt for os at realisere vores ambitioner på en god måde,” siger CEO i Lomax, Kenneth Borup.
Tillykke til hele Lomax-teamet – og tak for en god dialog i løbet af processen.
Vi glæder os til at følge byggeriet af jeres nye domicil.
Foto: Frederikssund Kommune.



