Få gode rabatter med lokale medlem-til-medlem tilbud – se dem her

Inspirationsformiddage: Nyt initiativ skal inspirere og styrke lokale virksomheder

3. feb 2026

Frederikssund Erhverv lancerer i 2026 et nyt initiativ: Inspirationsformiddage.

Tre gange om året inviteres virksomheder fra hele Frederikssund Kommune til gratis formiddage med faglig inspiration, konkrete værktøjer og mulighed for at netværke med andre erhvervsdrivende.

Første gang er tirsdag den 17. marts – se mere her.

Formålet med Inspirationsformiddagene er at klæde de lokale virksomheder bedre på til at udnytte nye potentialer og håndtere de krav og forandringer, som præger hverdagen i mange brancher.

”Vi oplever, at der lokalt er behov for et rum, hvor virksomheder kan blive inspireret, få ny viden og samtidig arbejde konkret med deres egen forretning. Inspirationsdagene er tænkt som et lavpraktisk og anvendeligt supplement til vores øvrige tilbud”, siger Jens Hald, der er direktør i Frederikssund Erhverv.

Tre aktuelle temaer

Inspirationsformiddagene afvikles tre gange årligt og kredser hver gang om et aktuelt tema:

  • 17. marts 2026: Adfærdsdesign for selvstændige – fra gode intentioner til handling
  • Juni 2026: Trivsel – med særligt fokus på den unge generation på arbejdspladsen
  • September 2026: Kunstig intelligens (AI) i praksis

Inspirationsformiddagene afholdes fast på Elværket i Frederikssund fra kl. 9.30-12.00 og er gratis for alle virksomheder i og omkring Frederikssund Kommune.

Frederikssund Erhverv byder undervejs på kaffe, vand og sandwich.

Første udgave: Fra gode intentioner til handling

Den første Inspirationsformiddag – tirsdag den 17. marts – tager fat på en velkendt udfordring hos mange selvstændige: Hvorfor bliver gode planer og ambitioner ikke altid omsat til handling og resultater?

Formiddagen er bygget op som en kombination af oplæg og mini-workshops, hvor deltagerne arbejder med adfærdsdesign og konkrete greb til at skabe mere vedholdenhed, fokus og kundeflow i hverdagen. Oplægsholder og facilitator på dagen er adfærdsdesigner og antropolog, Majken Juhl Jensen.

Målet er, at deltagerne går hjem med en personlig handleplan og klare prioriteringer for de kommende uger og måneder. Målgruppen er primært mindre virksomheder, men der vil også være noget at komme efter for f.eks. afdelingsledere i større virksomheder.

Gratis – med fokus på konkret udbytte

Inspirationsformiddagene henvender sig generelt både til selvstændige og medarbejdere fra større virksomheder, f.eks. afdelingsledere. Fællesnævneren er ønsket om inspiration, konkrete værktøjer og mulighed for at spejle sig i andre lokale virksomheders udfordringer og løsninger.

– Inspirationsformiddagene er for alle virksomheder, og så forsøger vi at lægge vægt på, at det ikke kun handler om inspiration, men også om implementering. Deltagerne skal helst kunne bruge det, de får med hjem, allerede dagen efter, lyder det fra Jens Hald fra Frederikssund Erhverv.

Tilmelding til den første Inspirationsformiddag tirsdag den 17. marts 2026 åbner snart.

Del på sociale medier

Sidste nyt

Nyt medlem: Brødrene Vejen

Velkommen til et nyt medlem hos Frederikssund Erhverv: Brødrene Vejen. Brødrene Vejen er en...

Få mere information

Hvis du vil vide mere om et medlemskab hos Frederikssund Erhverv, så er du mere end velkommen til at kontakte Finn Møller.