Marianne Heidam blev i starten af september ansat som innovationskonsulent og skal være med til at udbrede 3D-print blandt virksomheder i Fjordlandet og på resten af Sjælland.
I takt med at AM-LAB ØST på Campus Frederikssund udvikles, starter arbejdet med at inspirere de virksomheder, der kan have gavn af at arbejde med fremtidens produktionsmetoder i form af 3D-print og Additive Manufacturing.
”Det handler i bund og grund om at få afgjort, om virksomheden kan styrke dens konkurrenceevne og innovation ved at gøre 3D-print til en del af produktionen. Med det forløb, vi tilbyder, kan virksomheden hurtigt få afklaret, om det giver mening at kigge mere i den retning”, lyder det fra Marianne Heidam.
Hun er for nylig blevet ansat i Dansk AM Hub, men kommer til jævnligt at befinde sig i Frederikssund Erhverv – og på sigt på Campus Frederikssund i det kommende AM-LAB ØST. Netop AM-LAB ØST bliver centrum for Fjordlandet og resten af Sjælland, hvad angår 3D-print og Additive Manufacturing for erhvervslivet – samt inspiration for uddannelsesinstitutionerne.
I processen med at inspirere og udbrede kendskabet til 3D-print bliver Marianne Heidam helt central. Og der er meget at hente for erhvervslivet, kan Marianne fortælle.
”Vi ved, at der er en række virksomheder på Sjælland, som vil have stor gavn af at integrere 3D-print og Additive Manufacturing i deres udvikling og produktion. Det gør typisk produktionen smidigere og mere omstillingsparat. Man kan komme hurtigt på markedet med produkter, ofte med lavere produktionsomkostninger”, siger Marianne Heidam.
Marianne Heidam har som innovationskonsulent i tidligere hverv besøgt mere end 130 danske industrivirksomheder for at lave brobygning samt forstå og udfordre deres produktionsbehov.
Hvis man som virksomhed vil have afklaret, om 3D-print og Additive Manufacturing giver mening at gå i gang med, kan man indgå i et forløb hos Marianne og Dansk AM HUB, støttet af Innovationsfonden. Forløbet vil overordnet bestå af tre step:
- Behovsafklaring: Giver 3D-print mening for os? Vil det åbne nye muligheder?
- Workshopforløb: Potentialet afdækkes og der afholdes 3D-print-kursus for udvalgte medarbejdere.
- Hjælp til produktions-setup: Design, optimering og print samt en CO2e effektberegning.
Uddannelsesindsats og kickoff i Slangerup
Ud over inspirationen til det sjællandske erhvervsliv skal Marianne også være med til at opbygge et strategisk samarbejde med uddannelsesinstitutioner, lokalt som regionalt.
Et vigtigt indsatsområde er nemlig at gøre de nye generationer klar til at arbejde med de fremtidens produktionsteknologier.
For at kickstarte indsatsen afholder Dansk AM Hub og Frederikssund Erhverv et Kickoff-event tirsdag den 25. november i Slangerup hos 3D Infill.
Her kan man som virksomhed få stillet nysgerrigheden og høre mere om de mange muligheder, der ligger inden for 3D-print og Additive Manufacturing.
Mere info om kickoff-eventet bliver udsendt på et senere tidspunkt.
–> Kontakt Marianne på mah@am-hub.dk.



