Få gode rabatter med lokale medlem-til-medlem tilbud – se dem her

Bymidteudviklingen står ved en skillevej

29. jun 2026

Levende bymidter kommer ikke af sig selv. Skal vi lykkes med lokal bymidteudvikling i Frederikssund Kommunes fire hovedbyer, kræver det både politisk prioritering, langsigtet samarbejde og flere ressourcer.

Dét var hovedbudskabet, da foreningen Byliv Frederikssund samlede byrådspolitikere, forvaltning og eksperter til dialogmøde om fremtidens bymidter midt i juni.

Konteksten for mødet får du herunder.

Byliv Frederikssund blev stiftet i april 2025 på baggrund af et fælles ønske og en samlet donation på 800.000 kroner fra 12 lokale virksomheder. Siden har foreningen – hvis sekretariat hører under Frederikssund Erhverv – arbejdet målrettet på at samle relevante aktører om at skabe mere levende bymidter, med udgangspunkt i Frederikssund.

Her midt i 2026 står Byliv ved en skillevej, hvor markant kommunal opbakning er nødvendig, hvis ikke bymidteudviklingen skal gå i stå.

Med andre ord: Der skal både flere midler og fuldtonet politisk opbakning til, hvis vi skal lykkes med at skabe mere levende og attraktive bymidter i Frederikssund, Skibby, Slangerup og Jægerspris.

Gør vi det halvt, eller gør vi det helt?

Joakim Rasmussen, der er formand for Byliv Frederikssund, indledte mødet med en tale til politikerne med overskriften ’Gør vi det halvt, eller gør vi det helt?’

Han udtaler:

”Bymidteudvikling handler ikke kun om flere aktiviteter og hyggelige arrangementer. Det handler om, hvorvidt Frederikssund Kommune kan tiltrække virksomheder, medarbejdere og nye borgere. Når mennesker vælger en arbejdsplads eller et sted at bosætte sig, vurderer de også byerne. Derfor er et levende byliv i vores fire hovedbyer en nødvendig investering i kommunens fremtidige udvikling og konkurrenceevne.”

På dialogmødet var der blandt andet besøg fra Per Thye Rasmussen fra Dansk Erhverv, som i sit oplæg påviste, hvorfor levende bymidter er essentielt for en kommune.

”Ud fra vores seneste undersøgelse (Fremtidens bymidter, red.) kan vi konkludere, at levende bymidter er temmelig afgørende for en kommune. Det har blandt andet stor betydning for, hvor vi vælger at bo, og så ved vi også, at levende bymidter tiltrækker de unge – og dermed fremtidens familier”.

Per Thye Rasmussen kom desuden med nogle klare anbefalinger til bymidteudviklingen her i kommunen.

”For det første findes der ikke en ”one size fits all” – indsatsen skal tilpasses den lokale virkelighed. For det andet skal bymidten behandles som et erhvervspolitisk knudepunkt ligesom andre erhvervszoner. For det tredje bør kommunen aktivt understøtte flere funktioner i bymidten, og for det fjerde er det afgørende, at kommunen er med ombord som medspiller i et stærkt og langsigtet bysamarbejde”.

Bymidten er kommunens visitkort

Det handler om at løfte flok og vende mistillid til samarbejde, hvis man vil skabe langsigtet og bæredygtig bymidteudvikling. Det var en af pointerne i oplægget fra Næstved Erhvervs direktør, Rasmus Holst-Sørensen, som også lagde vejen forbi dialogmødet.

Næstved er en af de kommuner i landet, der er lykkedes med både at højne erhvervsvenligheden markant og skabe en mere levende og attraktiv bymidte.

”I Næstved har det været afgørende at trække i samme retning og samles om en fælles indsats for bymidten. Vi har haft fokus på at skabe en bedre ’oplevelsesby’ frem for en handelsby alene. Når byen summer af liv og aktiviteter, får butikker og andre erhvervsdrivende automatisk bedre vilkår, og det bliver lettere at tiltrække nye virksomheder”, lyder det fra Rasmus Holst-Sørensen.

De sidste fire år er Næstved Erhverv lykkedes med at øge antallet af butikker i bymidten med hele 46 erhvervsdrivende.

”Bymidten er utrolig vigtig for hele vores område. Byen er på mange måder kommunens visitkort, som både kommende virksomheder og borgere kigger på, når de overvejer at bosætte sig i og omkring Næstved. Den sammenhæng er vigtig at forstå og handle efter”, siger Rasmus Holst-Sørensen.

Dialogmødet var et led i bestræbelserne på at etablere et mere formaliseret og langsigtet samarbejde mellem Frederikssund Kommune og Byliv om udviklingen af kommunens bymidter.

Næste skridt bliver de politiske drøftelser frem mod budgetforhandlingerne, hvor spørgsmålet om organisering, samarbejde og finansiering af arbejdet med levende bymidter behandles.

Del på sociale medier

Sidste nyt

Få mere information

Hvis du vil vide mere om et medlemskab hos Frederikssund Erhverv, så er du mere end velkommen til at kontakte Finn Møller.